Vi har fået lejlighed! - Her er billederne

Sommersøde Hindbærmuffins

Jeg vil godt sige undskyld. Undskyld for at jeg simpelthen fuldstændig har svigtet de af jer, der følger med for opskrifternes skyld. Jeg har jo ikke delt en opskrift med jer siden… 4. april!! Frygteligt er det og jeg indrømmer også at jeg har været bevidst om det. Der er simpelthen løbet så meget vand under broen siden sidste opskrift så bagerierne har været nedprioriteret. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det at vejret er så fantastisk, som det er i øjeblikket. Hvornår vælger man lige køkkenet frem for stranden, hvis man alligevel har en fridag? Og hvad bager man her om sommeren, når det ikke må være tungt eller alt for vammelt i varmen?

I går nåede jeg både strand og bagerværkstedet og det blev til disse skønne sommersøde hindbærmuffins. En perfekt let og frisk snack til de varme dage – lige til at have med i køleboksen!

Kagerne er super nemme at bage og bruger samme opskrift som disse muffins bare tilsat lidt natron og med hindbær istedet for blåbær. Bon appetit!

Ingredienser (16-18 muffins)

  • 115 g. blødt smør
  • 150 g. sukker
  • 2 æg M/L
  • 1 1/2 dl. kærnemælk
  • 2 tsk. vanilie ekstrakt
  • 260 g. hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1/2 tsk. natron
  • 1/4 tsk. salt
  • 250 g. friske hindbær

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 175? (varmluft).

Pisk smør og sukker sammen. Tilsæt æg og pisk til det er lyst og luftigt. Giv ikke op hvis smørret begynder at skille en smule, det fikser sig senere.

Vend kærnemælk og vanilie ekstrakt i æggemassen.

Bland mel, bagepulver og salt i en anden skål. Vend de tørre ingredienser op i æggemassen og vend dejen sammen til en ensartet masse.

De friske hindbær skæres over på midten og hældes til sidst i dejen. Gem gerne en håndfuld til at komme på toppen af hver muffin før de kommer i ovnen.

Fyld muffinsformene næsten helt til tops. Put et par halve hindbær på muffinstoppene og giv dem et lille tryk – så bliver de ekstra fine når de kommer ud af ovnen.

Bag muffinsne midt i den varme ovn i ca. 18 min. Test dem ved at trykke forsigtigt på toppen, hvis dejen hopper op igen, er de færdige.

Lad dem køle helt af før du nyder dem og de resterende på køl, så holder de sig saftige i flere dage!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Ældre indlæg

Vi har fået lejlighed! - Her er billederne