Hawaiidrømmen // 12. Jeg har mødt min fremtidige arbejdsgiver!

👉 Har du læst del 11 af Hawaiidrømmen? Ellers kan du finde den lige her: Hawaiidrømmen // 11. Sådan bor vi + lidt om lejlighedsjagten

// Tidfornemmelse

Tiden flyver afsted her på Hawaii. Der er allerede gået en måned siden vi pakkede vores kufferter ud og flyttede ind på Kuhio Avenue. Det er slet ikke til at tro. Hvis du kender mig, kan du sikkert forestille dig, at jeg allerede stresser over tiden. Det er jo nok min største svaghed, men jeg arbejder på det! Selvom jeg forsøger at planlægge mig ud af det meste, så prøver vi alligevel ind imellem at tage på stranden uden et ur – eller undlade at tænke over klokken når vi er på eventyr. Vores maver er dog rigtig gode til at minde os om, at klokken er blevet 12 og det er tid til frokost, det er der nok ikke nogen, der kan ændre på 😅.

// Venter på arbejdstilladelsen hver eneste dag

Jeg har travlt med mine freelancejobs, men alligevel hungrer jeg efter at få den arbejdstilladelse. C startede på arbejde 3. September og jeg vil bare rigtig gerne ud, ligesom ham, og få den arbejdsoplevelse her i USA. Det er svært at være den, der ikke har tilladelsen endnu, det indrømmer jeg gerne. Og jeg tror de fleste ville forstå. Heldigvis tror jeg, at jeg trives bedre med freelanceopgaver end C gør, så på den måde er det jo nok heldigt at det ikke er den anden vej rundt.

Men alligevel. Der går ikke en dag uden at jeg tænker på, hvornår den mon dumper ind ad brevkassen og om den mon overhovedet bliver godkendt. Den skal godkendes… tanken om at den selvfølgelig bliver godkendt, er det, der holder motivationen kørende.

// Et drømmejob i vente

Og så naturligvis også, at jeg ved hvad, der venter mig, så snart den lander i mine hænder. Før vi tog afsted var jeg i dialog med fire virksomheder herovre, som alle lød super interessante. Én af dem er det hostel, som jeg forsøgte at få godkendt som praktikplads. Hvis ikke du er opdateret på den historie, kan du finde den her. Ét andet af dem, er et lille produktionsselskab, som jeg faktisk var i dialog med allerede sidste vinter, men da jeg vidste at de arbejdede hjemmefra, turde jeg ikke engang forsøge at få dem godkendt. De to andre, er virksomheder, der helt sikkert ville blive godkendt, men hos den ene virksomhed, var jeg bange for at jeg ville komme til at lave for meget administrativt arbejde – og den anden virksomhed vendte først tilbage til mig, et par dage før vi rejste fra Danmark.

Jeg har indtil videre været forbi og sige hej hos det hostel, som godt kunne bruge min hjælp. Og så har jeg været til møde – to gange endda – hos den sidstnævnte virksomhed, et sted, der er klar til at tilbyde mig en næsten lidt-for-god-til-at-være-sand stilling. Men så mangler jeg jo lige den arbejdstilladelse.

// Overtalelse, forhandlinger og garantier

Det har helt klart været den største udfordring i hele det her Hawaiiprojekt, at vi har skulle søge stillingen, som vi først kunne starte i lang tid senere. Selvom vi nu taler om én eller to måneder, hvor det førhen var 12 eller 6 måneder før, så er det alligevel længe en virksomhed skal vente, når de har brug for arbejdskraften nu.

Der har været en nedjustering i det lovede timeantal hos det omtalte hostel siden vi tog afsted og det er nok også én af grundene til, at jeg er lidt mere hooked på den anden virksomhed nu (den, som jeg har været til møde med to gange). Efter mit møde i tirsdags kunne jeg ikke få hænderne ned. Stillingen som de tilbyder lyder virkelig spændende og udfordrende og den indebærer alt det, som jeg drømte om, dengang vi gik i gang med at planlægge vores Hawaiiprojekt. Det er nok også derfor at jeg forsøgte med mit sødeste smil at overbevis chefen fra virksomheden om, at jeg var værd at vente to måneder på. Det er virkelig nogle svære samtaler, jeg føler at jeg har haft herovre allerede. På det første møde var der allerede gang i lønforhandlingerne – noget, som jeg i forvejen synes er ubehageligt i et dansk forum. Og til det andet og sidste møde, talte vi om følsomme emner, som visum og arbejdstilladelse. Nogle gange skal samtalerne bare overstås og selvom det er nervepirrende op til, er det alligevel en god følelse i maven bagefter, når man ved, at man har gjort det. Heldigvis har chefen indtil nu været super åben og immødekommende og jeg håber at han føler at jeg er værd at vente på.

Det er så vanvittigt frustrerende at stå foran sådan en fantastisk mulighed og så ikke kunne række ud efter den – i hvert fald ikke uden at bryde loven og risikere at blive smidt ud af landet. Tænk at det skal tage så lang tid…

Alle ville være bedre stillet af, at jeg arbejdede her og betalte til den amerikanske skattepulje – istedet smider jeg lidt penge i den danske statskasse imens jeg dypper mine tæer i Stillehavet. Værs’go Danmark!

// Og hvad så nu?

Der er ikke andet for, end at vente. Vente på, at arbejdstilladelsen bliver godkendt. Og vente med at fortælle jer alle de sprøde detaljer om den stilling, jeg nu engang ender med at arbejde i – det ville være synd at røbe for meget og senere skulle beklage, at jeg istedet er endt med at leje parasoller ud på Waikiki Beach.

Hvis du har overskud, så kryds lige lidt fingre for at min arbejdstilladelse finder vej til Honolulu, helst ikke senere end november!