Tak for jul! - vi ses jo snart igen

Tænk nyt til nytår – 7 tips til en fantastisk Nytårsaften!

(Billedet her er fra min nytårsaften 2014/2015)

Nytårsaften er lige om hjørnet. Det betyder for de fleste at de samles med venner og familie til et brag af en aften hvor der hverken er skåret ned på glimmerpynt, lækker mad og godt humør. For mig har nytårsaften de sidste mange år været noget, der slet ikke er blevet planlagt i tide. Mine venner er spredt udover Danmark og fra mange forskellige omgangskredse – derfor er det næsten umuligt for mig at fejre nytåret, med alle dem, jeg egentlig rigtig gerne vil se. Mange – særligt mine singleveninder – er tidligt ude og hægter sig på en eller anden fest for at sikre sig at de ikke skal sidde alene nytårsaften. Og mange af vores par-venner (som vi faktisk ikke har så mange af) har typisk nogle andre par-venner, de slår sig sammen med. På grund af min fødselsdag i december, er fokus bare ikke rigtig på nytår før midt i december og det gør det jo heller ikke nemmere når man ikke har en kæmpe lejlighed, man kan invitere alle hjem til.

Derfor er jeg de sidste par år begyndt at sænke mine forventninger til nytårsaften ret gevaldigt. Jeg håber ikke længere på at det bliver “årets fest,” kæmpestort eller med tyve mennesker. Istedet forsøger jeg – ligesom i år – at samle et par af mine nærmeste venner til noget virkelig fantastisk mad og farverige drinks hvor fokus istedet er på at hygge sig med hinanden. Og det har virkelig hjulpet på både stressniveauet op til og følelsen dagen derpå hvor man gør op med sig selv hvorvidt aftenen levede op til forventningerne.

I år skal vi sidde fire mennesker. C, min bror, én af mine bedste veninder og jeg og jeg glæder mig helt vildt. Det er på ingen måde antallet af personer på gæstelisten, festen afhænger af, den afhænger jo udelukkende af om alle er indstillet på at få en skøn aften. Og så er der i øvrigt mange ting man kan gøre, for at spice aftenen lidt op.

Her 7 ting du kan gøre for at sætte gang i en fantastisk nytårsaften:

1. Pynt, pynt, pynt!

(Billederne er lånt fra Pixabay.com CC0 Creative Commons)

Uanset om i bliver to eller 25 til nytår, så er der altså ingen andre aftener på året hvor pynt er okay! Gå all in på pynten og dekorer alle hjørner og kroge i hjemmet præcis som du har lyst. Vælger du et farvetema eller er du både til guld og sølv? Terpentiner ser godt ud på bordet, men har du prøvet at lade dem hænge ned fra loftet? Find tape, elefantsnot eller hvad du nu ellers kan bruge frem og lad vær’ med at tænke over at oprydningen ikke klarer sig selv dagen efter. Dæk et smukt bord med nytårsservietter, konfetti og dit fineste bestik og voila! Så er i klar.

Det meste af mit pynt har jeg de sidste par år købt i Søstrene Grene, som jeg synes er blevet rigtig gode til pynt og decor til alle anledninger.

2. “Hvad sagde Dronningen?” “BINGO!”

Inviter dine gæster til at komme lidt før Dronningens Nytårstale og server lidt lette snacks, chips eller lignende samt et glas et eller andet at starte ud på. Dronningens Nytårstale begynder klokken 18:00 og kommer gæsterne lidt før kan du lige nå at sætte dem ind i en leg, der kan gøre ceremonien lidt mere spændende!

Jeg har endnu ikke prøvet det, men på denne hjemmeside kan du hente bingo-plader til årets nytårstale – sjovt ikk?! Pladerne har du selvfølgelig printet i forvejen og det gælder så om at krydse ordene på pladerne ud – præcis som tal i det almindelige bingo – når Dronningen siger dem højt. For at få skudt ekstra gang i aftenen kan i aftale at hver gang Dronningen siger et navn fra pladen, skal den med pladen tage en tår af sin velkomstdrink.

3. Server en out of the ordinary-menu

(Billederne er lånt fra Pixabay.com CC0 Creative Commons)

Står i selv for maden er det både super lækkert og hyggeligt at servere en menu med flere retter. Det behøver ikke udstråle Michelin, men prøv at lave noget, du ikke laver så ofte eller noget du ved dine gæster ikke har prøvet før. Hjemme hos os har vi i år ladet os inspirere af nogle tidligere afprøvede retter bl.a. denne lækre cremede ret, og har videreudviklet lidt. Mit råd er at lade være med at tænke for meget over at retterne passer helt perfekt til hinanden – tænk hellere over hver enkelt ret som en god oplevelse for dine gæster. Vi serverer tre retter, men det kunne også være hovedret og dessert eller fem mindre retter, det bestemmer du! Jo flere retter, jo længere tid kan du holde festen ved bordet.

4. “Hvad står der under din tallerken?”

(Billedet er lånt fra Pixabay.com CC0 Creative Commons)

En anden hyggelig ting du kan gøre for at pifte middagen lidt op er at placere nogle små sedler under hver tallerkenerne på bordet. På hver seddel står der en lille opgave eller noget, som vedkommende på den plads skal gøre i løbet af middagen. Det kan eksempelvis være “rejs dig og sig skål hver gang der bliver fyret en raket af,” “spørg din sidemakker om han/hun vil have mere mad,” “sørg for at alle ved bordet har noget i glasset,” eller lignende ting.

Legen er en klassisk selskabsleg, som man ofte gør brug af til julefrokoster hvor hele selskabet ikke nødvendigvis kender hinanden, da det er en super god ice breaker ved akavet tavshed. Er man samlet med sine næreste venner er der lidt flere frie tøjler til at skrive opgaver og der kan man være lidt mere kreativ med sedlerne.

Du kan finde mere inspiration til hvad du kan skrive på sedlerne her!

5. Drinks på bordet!

(Billedet til højre er lånt fra Pixabay.com CC0 Creative Commons)

Det kan være rigtig besværligt at please alle ved nytårsbordet, når det kommer til drikkevarer. Nogle er til hvidvin, andre til rødvin og nogle vil kun hælde den grønne Tuborg ned. Nogle er til hverken eller. Men istedet for at købe et hav af forskellige drikkevarer ind og for at undgå at lave teenage-fælden “tag selv drikkevarer med,” anbefaler jeg at du blandet et par kander med farverige og læskende drinks. Vi har gjort det til de sidste mange fester og de går rent ind hos alle – selv hos fyrene! For på trods af at man måske ikke lige er til hyldeblomst, passionsfrugt eller hindbær, så ser kanderne simpelthen bare så fine og indbydende ud at alle har lyst til at være med.

Jeg deler gerne opskrifterne på de kander jeg plejer at servere inden længe, jeg mangler bare lige et billede af dem (blogger-issues yes) men indtil da har Politiken her et par forskellige, der sikkert er ligeså lækre.

6. Nytårsbingo

(Billedet er lånt fra Pixabay.com CC0 Creative Commons)

En anden ting jeg vil nævne, som jeg næsten helt havde glemt indtil forleden, er en anden form for nytårsbingo vi legede for flere år siden. På samme måde som med Dronningens Nytårstale bingo, printer man nogle plader forinden, som placeres på hver tallerken inden gæsterne kommer. Istedet for “rene ord” står der på pladerne ting som “et midnatskys” “sovs på dugen” og “alt for meget larm med truthorn” og disse ting er så det gæsterne i løbet af aftenen skal holde øje med. Vinderen får naturligvis en lille præmie, men legen er allermest sjov fordi det får folk lidt op i gear og danner ramme for nogle sjove og gode snakke rundt om bordet.

Man kan uden problemer lave sine egne plader men det er også forholdsvis nemt at finde en masse forskellige ved at søge på “nytårsbingo” på Google. Jeg stødte på legen tilbage i 2015 på den fine blog Homesick (som desværre ikke bliver opdateret længere) så dengang brugte vi pladerne herfra, som man frit kan downloade fra indlægget her og det tror jeg også vi vil gøre i år.

7. Quiz derudaf!

(Billederne er lånt fra Pixabay.com CC0 Creative Commons)

Ved du hvad, der var det allermest brugte ord i 2018? Kan du huske hvilken sang, der konstant bragede ud af højtalerne i sommers? Hvem vandt Den Store Bagedyst 2018?

Måske sidder du til bords med et par klæbehjerner, en søster, der tror hun ved det hele eller et über konkurrenceminded kærestepar, som næsten ikke kan få leg og konkurrencer nok. I så fald er det en smadder sjov idé at smide en quiz om året, der gik på bordet. Du kan enten lave den fra bunden selv, hvis du har tid til at lave lidt research, men hvis du ligesom jeg har super travlt kan du låne quizzen fra ALT.dk, som har lavet en rigtig fornuftig en. Du finder den lige her!

Jeg håber at nogle af mine tips kan bruges og være med til at hjælpe jer ind i det nye år på en ny og sjov måde. Derudover vil jeg bare ønske jer alle et rigtig godt nytår!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Ældre indlæg

Tak for jul! - vi ses jo snart igen