Status på mit liv // Det du ikke ser på de sociale medier

Det her billede er taget på en god dag. Min veninde og jeg er på vej til Parken for at overvære Danmarks første VM-kamp sammen med min kæreste og en af hans gode venner. Vi er glade, småfulde og solen skinner. Udover det har C og jeg været sammen i halvandet år den dag, og selvom det ikke er noget vi “fejrer,” så gør det mig varm indeni. Grinet er ægte, ligesom humøret, der kun fortsætter den rigtige vej da Danmark scorer mod Peru og vinder kampen. Jeg går ikke særlig meget op i fodbold, men jeg går op i alt det andet; fællesskabet, hyggestunden, festen, øjeblikket…

Ikke alle dage er gode, som i lørdags. Om søndagen venter dagen derpå og virkeligheden, der rammer, når man ligger der allermest sårbar og overvejer at stå op og få noget ud af dagen, eller bare blive under dynen og vende den anden kind til. Det er de øjeblikke, vi sjældent deler på Instagram, Snapchat eller Facebook. Hvorfor ligge et billede op af uduelighed når man kan lægge et billede op, der skriger af glæde og overskud? Førstnævnte vinder man ikke særlig mange point på. Men alligevel er det virkelig vigtigt at huske, at man ikke altid ser hele billedet.

I øjeblikket er jeg inde i en meget blandet periode. Min hverdag ændrede sig for to uger siden, da jeg i fællesskab med nogle kloge hoveder, tog en meget virkelig beslutning. Jeg har tænkt meget over om jeg skulle dele den herinde, men nogle gange kan det være svært at skjule noget, der fylder så utrolig meget. Sagen er den, at jeg i øjeblikket ikke er i praktik og jeg ved ikke om jeg kommer tilbage, før praktikperioden er færdig per 31. juli. Det var en beslutning jeg vendte og drejede oppe i hovedet rigtig mange gange før jeg var klar til at dele den og det har været virkelig svært for mig at forholde mig til hele situationen. Min familie og mine venner ved naturligvis godt hvad der ligger til grund for beslutningen og de er rigtig gode til at bakke op omkring det, men alligevel ser jeg det også som et nederlag. Og det efterlader mig med en masse spørgsmål – heriblandt: “hvad skal jeg så?”

Det er alt sammen til for det bedre. For oveni den lidt tomhændede følelse af nederlag, er der en følelse af befrielse og lettelse. Uden at gå for meget i detaljer lige nu, så har min praktik været årsag til at jeg længe har haft det skidt og selvom store beslutninger kan være svære at tage, så er det samtidig en kæmpe sten, der er blevet løftet fra mine skuldre og nu kan jeg begynde at fokusere på mig selv. Der er trods alt ikke længe til at jeg skal tilbage på skolebænken og være klar i både krop og sind til at færdiggøre min uddannelse.

Og så er der jo det med lejlighed. Midt i al udueligheden, fik C og jeg nemlig tilbudt den lejlighed vi har ventet på siden i vinters. Det betyder at vi om blot 14 dage står med nøglerne til vores nye fælles hjem. En kæmpe glæde, som naturligvis har været god til at distrahere mig fra de svære tanker. Men selvom man deler den slags glæder med resten af verden, så skal der ikke mere end et øjebliks stilhed til, før alt det andet sniger sig ind på en.

Derfor prøver jeg lige nu at tage én dag af gangen og fylde dagene op med ting, der gør mig glad. Venner, træning, bagerier og mit GO DREAM samarbejde, som i øvrigt er en anden ting, der går virkelig godt lige nu. Og så tillader jeg mig selv at reflektere og sætte ord på situationen, frem for at gemme den væk. At the end of the day så venter der så mange gode ting i fremtiden og der vil altid være bump på vejen.