Favoritter fra Chokoladefestivalen

En iværksætterdrøm og lidt om et projekt

Der er en summen indeni mig. Den er konstant og jeg mærker den hele tiden. Den har nok altid været der, men i løbet af det sidste års tid er den blevet mere og mere dominerende. Det er en drøm om noget andet og noget nyt. Noget der er helt mit eget og noget som jeg kan forme præcis som jeg har lyst. Det er en iværksætterdrøm og en drøm om at være selvstændig.

Jeg er godt klar over at jeg ikke er dér, hvor jeg gerne vil være. Jeg er godt klar over at jeg ikke laver det, jeg gerne vil lave. Og jeg er godt klar over at jeg ikke kan fortsætte sådan her, alt for længe endnu, for drømmen indeni mig er snart ikke til at bære på længere og min tilstedeværelse i det, der foregår lige foran mig, bliver mindre og mindre.

Mit hoved er fuld af ambitioner og drømme om alverdens forskellige ting. Sådan har det altid været og det er nok derfor, jeg sover så lidt. Mine tanker slapper aldrig af. De er konstant i gang med at få nye idéer, gennemgå gamle og arbejde på strategier omkring hvordan nogle af idéerne mon kan slippe fri fra mine tanker og finde vej ud i verden.

Mange af mine idéer er igennem årene blevet til halvfærdige hjemmesider, visitkorts, udviklingsplaner og jeg skal komme efter dig. Og hver eneste gang jeg har siddet med tanken om at “nu skulle det være!” så er jeg blevet indhentet af hverdagen og samfundets krav om at man enten skal være under uddannelse eller i arbejde. Og så er dagene gået med det. Men jeg kan mærke at jeg ikke længere kan lyve over for mig selv.

Jeg dur simpelthen bare ikke til det klassiske 8-16 job. Jeg vil have forandring, fleksibilitet og muligheder for at udvikle mig på et højere plan end bare at blive bedre og bedre til en opgave, som chefen har uddellegeret. Jeg vil være min egen chef og jeg vil selv bestemme over hvordan jeg strukturerer min hverdag. Den klassiske løsning giver simpelthen ikke plads til alle de ting, der betyder noget i mit liv.

Det er helt sikkert fint for mange. Sikkerheden i den stabile hverdag og den faste løn, der udbetales sidst på måneden. Det er sådan alle mine familiemedlemmer får hverdagen til at hænge sammen og har gjort det i årtier. Men det er ikke mig… Jeg passer ikke ind i det system. Jeg bliver rastløs og føler at jeg spilder min tid. Og jeg spørger mig selv sidst på aftenen, hvorfor jeg endnu ikke har kastet håndklædet i ringen, sagt “so long!” og er løbet efter mine drømme. Oh well.. selvfølgelig har jeg jagtet nogle af mine drømme. Jeg har udgivet en bog, cruiset Route 1 i Californien og boet på Hawaii. Men det er de lidt større og mere fremtidsbestemmende drømme jeg taler om. Det er den slags drømme jeg har indset at jeg er nødt til gøre noget ved her i 2018.

Jeg har flere idéer på tegnebrættet. De fleste af dem er meget studierelevante (heldigvis har jeg ikke skudt helt ved siden af der!) men særligt én af dem stikker ret meget ud. Det er dog en idé, jeg har gået med længe og en drøm jeg virkelig gerne vil realisere. Det er noget jeg brænder for og noget jeg den sidste tid er blevet bekræftet i, kunne være en rigtig god idé.

I aften skal jeg til et event, hvor jeg muligvis bliver klogere på hvorvidt min idé kan lade sig gøre og forhåbentlig hvordan jeg kommer videre herfra. Jeg glæder mig utrolig meget for jeg har virkelig lyst til at rykke på netop denne drøm nu, da jeg tror at den vil kunne lade sig gøre nu her imens jeg færdiggør mit praktikforløb. Men nu må vi se!

6 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Ældre indlæg

Favoritter fra Chokoladefestivalen