Derfor taler jeg så meget om Hawaii

Nogle af jer har måske bidt lidt mærke i at jeg lidt mere end ofte nævner Hawaii i mine indlæg. Det er sådan, at Hawaii er lidt af et ømt punkt for mig. Den amerikanske stat har nemlig en helt særlig plads i mit hjerte.

Lige siden jeg var helt lille har jeg altid haft et lidt unormalt dragende forhold til Hawaii. Som 9-årig hørte jeg Hawaiian Rollercoaster Ride fra filmen Lilo & Stitch på repeat i flere timer. Som 12-årig kunne jeg bruge en halv dag på at glo på Youtube-videoer af jævnaldrende surfere på Hawaii imens jeg selv havde en eller anden forestilling om at det skulle jeg da også være når jeg blev “stor” – pro surfer på Hawaii. Og til min konfirmation i 8. klasse gik jeg all in på Hawaii-tema. Min mor havde endda lokket min storebrors venner til at komme dansende ind i hulaskørter med en sang på et kæmpe surfboard af pap. Ja.. der var ikke et øje tørt. Og nårhja.. så er der jo min underlige passion for ananaser.

Jeg ved ikke hvor den kommer fra – min forkærlighed for Hawaii, og det er der heller ikke nogen i min familie der gør. Altså, Hawaii er jo nok allermest kendt som paradis, så hvorfor ikke være interesseret i det? Men for mig har det bare altid været lige lidt mere end en almen interesse. Det fylder enormt meget og der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på de smukke eksotiske øer.

Men er det så bare det?

Min største drøm som barn var at komme til Hawaii. Den drøm fik jeg opfyldt i 2014 da jeg på mit udlandsophold i Los Angeles fik muligheden for at fejre Spring Break på Hawaii. Sammen med nogle venner havde vi fornøjelsen af ti dage i troperne og det var fuldstændig uvirkeligt at stå lige der, hvor jeg altid havde drømt om at stå. Men de ti dage var ikke nok. Det sekund jeg forlad Hawaii dengang, vidste jeg at jeg måtte tilbage.

I 2016 kunne jeg mærke at det var på tide at komme væk fra Danmark. Væk fra alt det der ikke føltes helt rigtigt. Og komme ud i verden og opleve det sted, hvor jeg førhen havde følt mig allermest lykkelig. På det tidspunkt vidste jeg dog ikke HVOR stort et eventyr det ville blive.

Jeg tog tilbage til Hawaii på mit 3. semester på studiet og så skete der noget fantastisk. I flyveren på vej derover havde jeg en knude i maven. Jeg skrev et langt indlæg (som du kan læse lige her !) om hvordan jeg havde det, hvordan jeg følte mig helt off indeni og hvordan jeg nu var på vej mod noget, som nok skulle blive godt. Jeg kan huske at jeg bl.a. skrev: “Jeg ved ikke helt præcist hvad det er jeg leder efter, hvilken følelse det er, eller hvem det er..” men da jeg landede på Oahu vidste jeg at jeg havde fundet det.

Jeg tror aldrig jeg har haft det så godt, som jeg havde det halve år som sluttede for snart ét år siden. Aldrig har jeg følt mig så lykkelig og følt at jeg var lige der hvor jeg skulle være.. Og jeg tror lige nøjagtig det var den følelse, jeg manglede hjemme fra Danmark.

Så mødte jeg C (allerede efter en uge i paradis) og jeg tror ikke der er noget jeg hellere ville dele med ham, end Hawaii. Vores historie er et eventyr, som jeg til hver en tid kan se tilbage på med den dejligste følelse i maven. Der er ingen tvivl om at han også var med til at gøre mit semester til en drøm, men vi er begge enige om at der var noget magisk ved Hawaii, som måske i virkeligheden var årsagen til at vi fandt sammen.

Livet på Hawaii er ikke lutter lagkage. Det er ikke sådan det skal forstås. Der er var masser af studieprojekter, øjenbetændelse og skader, overdrevet dyre priser på kylling, dårlige dage, åndsvage læger, folk der lugtede i bussen og regnvejr (i hvertfald fem gange på de seks måneder hæhæ) Folk er jo bare folk, ligesom de er det herhjemme og knokler røven ud af bukserne, bliver skilt, vælger den forkerte karriere, skændes med deres forældre, bliver forelskede og sårede og forelskede igen og jeg kunne blive ved. – men Hawaii har bare noget som Danmark ikke har – i hvert fald for mig. Jeg har skam hørt nogle sige at de ikke syntes Hawaii var the shit og det er det nok heller ikke for alle, men det er det for mig og jeg har aldrig følt mig mere hjemme.

Derfor var det én af de hårdeste dage i mit liv, da jeg efter seks måneder pakkede min kuffert og sagde farvel til mine fantastiske roommates og alle mine dejlige venner fra hele verden. Jeg føler at en del af mig er blevet derovre og at noget har manglet siden jeg kom hjem. Jeg fik lov at tage C med hjem (han er fra Jylland), så han mangler heldigvis ikke. Men der går sjældent tyve minutter uden jeg har skænket mit liv på Hawaii en tanke og det holder mig nogle gange vågen til langt ud på natten.

Misforstå mig ikke. Jeg har et skønt liv herhjemme i Danmark. Men det er følelsen inde i kroppen, der aldrig rigtig helt er den samme som på den anden side af jorden. Og det er svært, når man har følt noget før og så give slip på det og bare acceptere, at den finder jeg ikke herhjemme, i hvert fald ikke i samme forstand. Måske finder jeg den en dag på dansk jord, når C og jeg er blevet nogle år ældre og er klar til at slå os ned, men lige nu er jeg draget mod det sted, som jeg allerhelst vil kalde mit hjem.

Det er jo ikke sådan at jeg går rundt og er ked af det hele tiden. Det er mere bare sådan at jeg prøver at planlægge efter at skulle tilbage og sådan at jeg drømmer om og ser frem til at sætte mine ben i Honolulu igen. Indtil da kommer jeg nok til at glo alle vores billeder igennem igen og igen… og igen…