Søndagstanker // Om at bo to på 43 kvm.

C og jeg har officielt boet sammen siden august. Men faktisk har han mere eller mindre boet hos mig siden foråret sidste år. Han læser på SDU i Odense, men skrev sidste forår sin bachelor – hvilket betød meget få timer på universitetet og rigtig mange timer hjemme. Derfor var det lidt nemmere for ham, at være hos mig i hverdagene hvor jeg jo også på det tidspunkt var i fuldtidspraktik. I starten pendlede vi begge lidt frem og tilbage, men ret hurtigt endte det med at han nærmest var hos mig alle dage.

Det var nok også derfor at vi så hurtigt blev enige om at det var langt bedre kun at betale for én husleje og så i stedet have mere plads i budgettet til at spare op til nogle af vores mange drømme. Desuden fik han også et studiejob i København, så det lå ligesom bare i kortene.

Jeg har nu boet i min lejlighed i godt og vel tre år og jeg kunne sagtens være blevet boende i mange flere år endnu. Men jeg havde heller aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg ville lade en kæreste flytte ind, før ham og jeg havde rundet vores første årsdag – det er virkelig gået stærkt! Men hvad gør man lige, når man er forelsket og ens kæreste bor to to timer væk og alligevel bare betaler for en lejlighed, der for det meste står tom? Da vi boede på Hawaii så vi i øvrigt hinanden hver dag og i den sidste del af vores ophold tror jeg at jeg tilbragte flere nætter hos C og hans roomie end på mit eget værelse to en halv kilometer derfra, så det var rigtig underligt at komme hjem og være adskilt.

Så vi flyttede sammen, i min lejlighed. Og tro mig, jeg har ikke fortrudt. Ikke et split sekund. Ind imellem savner jeg de aftener hvor C og jeg talte i telefon i flere timer fordi vi ikke havde set hinanden i 48 timer, og følelsen af endelig at være nået frem til hans lille studielejlighed i Odense. Der var lidt feriestemning over det, når jeg var “på weekend” i Odense og vi spiste Coco Pops til morgenmad. Men jeg elsker virkelig min hverdag med min ham og det vejer endnu mere end de små hyggelige minder. Jeg elsker at starte og slutte hver dag sammen med ham, være fælles om madplan (hvor træls og voksenagtigt det ind imellem kan være) og have ham som en del af mit hjem.

Men der er selvfølgelig også udfordringer – det kommer man aldrig udenom. Nogle kærestepar flytter sammen og indser at de faktisk overhovedet ikke kan finde ud af at bo sammen og deles om udgifter og pligter osv. osv. C og jeg er heldigvis “kun” udfordret på pladsen (vi er nok hjulpet godt på vej af al den tid vi tilbragte under samme tag på Hawaii). Men selv vores meget begrænsede plads, kan alligevel komme til at fylde lidt mere end jeg egentlig havde forestillet mig, og for et par uger siden havde vi en oplevelse der gjorde at vi så på hinanden og blev enige om, at vi springer til hvis vi bliver tilbudt noget større.

Vi har 43 kvm. fordelt på et soveværelse-spisestue-stue-alrum, et meget lille men seperat køkken, en ultralille entré, et badeværelse og et måske 4 kvm. stort walk-in-closet. Til hverdag er det no problemo at bo to på 43 kvm. Vi har indrettet os utrolig godt, så selv venner og familie siger at de ikke kan forstå vi har plads til alle vores ting, uden at bo rodet eller presset. Men der hvor det bliver en udfordring er der hvor vi gerne vil være sociale og invitere på besøg, uden at skulle gå på kompromis med hinanden. Men hvordan arrangerer man lige en tøseaften, hvis ens kæreste gerne vil læse til eksamen? Hvordan inviterer man drengene over til fodboldhygge, når den anden ikke har kunne få en aftale i hus udenfor de fire vægge?

Det er måske ikke noget man rigtig tænker over, før man står i situationen, men når man så står der, så er det dælme svært at give plads til hinanden på de præmisser. Og vi vil virkelig gerne give plads til hinanden. Ligeså vel som at vi rigtig gerne vil have plads til at vores fælles venner fra Odense og Århus kan overnatte uden problemer. Og det samme gælder når svigerfamilien kommer hele vejen fra Oksbøl… hvor ville det dog være rart ikke at skulle tænke så meget over hvem, der kommer hvornår, fordi man ikke skal bekymre sig om pladsmangel. Og har man så ikke lige lyst til at være en del af festlighederne, kan man smutte ind på et soveværelse og lukke døren. Sikke et privilegium!

Der er helt sikkert mange ting, der ville være lidt nemmere hvis vi havde lidt mere plads. Lige nu får vi det hele til at hænge sammen og jeg er et eller andet sted også utrolig glad for at vi trods pladsen fungerer så godt sammen. Så har vi ligesom bevist at det sgu ikke skal komme an på kvadratmeterne! Men indenfor et års tid, kunne jeg godt drømme lidt om noget mere plads at lege med.