Hvad er det egentlig jeg læser?

I øjeblikket sidder der en masse unge, som skal beslutte sig for hvilken uddannelse de vil søge ind på. Mulighederne er næsten uendelige og det kan være rigtig svært at vælge uden bekymringer for, om man nu vælger det rigtige…

Jeg vil fortælle jer lidt om hvad det egentlig er jeg læser og min oplevelse med det. De sidste par år er der nemlig ikke noget der har optaget mere af min tid end mit studie – på godt og på ondt.

Hvad er det jeg læser?

I sommeren 2015 startede jeg på TV- og Medietilrettelæggeruddannelsen, som varer fire år. På daværende tidspunkt havde jeg haft to sabbatår hvoraf jeg havde brugt cirka et år på at arbejde og et halvt år på at læse English for Media & Arts i Los Angeles. Derfor var jeg også rigtig ivrig efter at komme i gang og jeg var virkelig motiveret og spændt.

Uddannelsen er en meget alsidig én af slagsen hvor man lærer alt fra journalistisk dramaturgi til at arbejde med sårbare medvirkende. Vi bliver uddannede tilrettelæggere men bliver også det man kalder videojournalister (en person som går ud på egen hånd med et kamera under armen og senere afleverer et færdigt indslag til sin redaktør eller anden overordnet). Nogle ender med at arbejde som VJ på nogle af de store medier som DR og TV2, andre bliver fuldtidsklippere hos mindre produktionsselskaber og nogle bliver producere på spillefilm. Kort sagt lærer vi rigtig mange forskellige ting.

Hvor læser man TVM?

Jeg går på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, som jo – lige ud af posen, måske er en af de uddannelsesinstitutioner i Danmark der blandt den almene befolkning har allerhøjest prestige. Det siger jeg ikke fordi at jeg selv føler, at skolen har gjort sig fortjent til det, men fordi at den generelle respons man møder når man fortæller folk at man går på DMJX er: “wow.. er det ikke mega svært at komme ind?” Og jo det er det, men det betyder på ingen måde at uddannelserne er en dans på roser og garanterer konge-jobs på den anden side, tværtimod.

Optagelsesprocessen er ligesom på mange andre journalistuddannelser. Man skriver en motiveret ansøgning, som består af tre dele og så håber man på at blive kaldt til optagelsesprøve. Dengang jeg søgte ind, indkaldte de 100 af de ca. 700 ansøgere til prøven og da jeg gik fra prøven tilbage i april 2015 var jeg overbevist om at jeg aldrig ville sætte mine ben der igen. Derfor var det naturligvis en kæmpe overraskelse for mig, da jeg to-tre måneder senere fik besked om at jeg var kommet ind.

Man bliver da stolt, selvfølgelig gør man det. Og da jeg i løbet af de første studiedage sad blandt de 42 andre, som også var kommet ind følte jeg mig oprigtigt dygtig. Jeg tror bare at mine forventninger til uddannelsen lå lidt langt fra virkeligheden, for det blev meget hårdere end jeg lige havde forudset og følelsen af at være pissegod blev hurtigt erstattet af et enormt højt forventningskrav og en følelse af at kun den stærkeste overlever (mere om det i et andet indlæg).

Hvordan foregår uddannelsen?

Uddannelsen består af 2,5 års undervisning og halvandet års obligatorisk praktik. I dag er jeg gået ind i mit sidste halve år af praktikken og jeg skal være ærlig og sige at en stor del af mig glæder sig til at komme tilbage til studiet. Der er ting jeg kommer til at savne ved praktikken, men jeg glæder mig til at komme tilbage i “jeg skal lære”-mentaliteten kontra “jeg skal producere”-mentaliteten jeg er i lige nu.

Undervisningen på studiet varierer meget, men vi har mødepligt hver dag med fraværsnotering og vrede undervisere ligesom på gymnasiet. Det er til tider hårdt (faktisk altid) og ind imellem kunne jeg godt ønske mig lidt mere selvstudie ligesom på universitetet, men jeg er sikker på at mødepligten også gør lidt for seriøsiteten. Måske er det også fordi vi har tavleundervisning og gruppearbejde dagligt, at det er nødvendigt. Men udover det er det delt op i forløb som eksempelvis journalistisk metode, dramaturgi, grundlæggende produktion, distribution og mange andre. Det går stærkt og man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Men det meste er sindssygt spændende og man kan virkelig mærke at de mennesker, man omgiver sig med, virkelig brænder for deres fag.

Hvorfor har jeg valgt TVM?

Jeg har altid vidst at jeg ville arbejde med medier – altså da jeg var kommet over min “jeg skal være professionel surfer og arbejde med delfiner på bahamas – og nårhja så skal jeg også være arkitekt og bygge et fedt hus i Californien”-periode. Min interesse startede egentlig fordi at jeg altid har været vild med at skrive og tage billeder. Da jeg så lavede nogle små skuespillerjobs som barn, fik jeg øjnene op for filmverdenen og livet bag kameraet og så tog det ellers fart.

Faktisk var min plan at søge ind på Den Danske Filmskole på instruktørlinjen, men jeg sagde til mig selv at det simpelthen var for urealistisk med de seks pladser hvert andet år og derfor begyndte jeg at kigge efter andre muligheder. Til sidst stod valget mellem Film og Medievidenskab på uni eller TVM.

Hvad så nu?

Jeg er rigtig glad for min uddannelse og jeg har ikke fortrudt at jeg søgte ind. Men der er også rigtig mange ting, jeg ville ønske man kunne lave om på i den forbindelse. Jeg har mange drømme og jeg er bestemt blevet klogere i løbet af min uddannelse. Jeg har opdaget hvad der er mig og hvad der ikke er mig. Til gengæld har jeg stadigvæk halvandet år tilbage før jeg er færdig og der kan jo ske meget endnu. Én ting er dog sikkert – jeg skal være selvstændig og jeg har ikke ændret mening om at arbejde med medier.