Gendan dine nostalgiske toner på Spotify!

Er 24 år gammelt?

I lørdags blev jeg et helt år ældre. 24. Puha.

Jeg synes det lyder gammelt – men så alligevel, lyder det ikke også meget lækkert? Når man altså tænker over det en ekstra gang..

Siden jeg var helt lille har jeg altid gået vildt meget op i fødselsdage, i hvertfald min egen (lidt ego har man vel lov at være) men det har altid betydet utrolig meget for mig at holde fødselsdag på den ene eller anden måde og gøre noget helt særligt ud af dagen. Om det så er med hele familien eller mine tætteste venner, så SKAL der altid ske noget og jeg ender altid med at stresse helt vildt over den lige inden og pludselig så er dagen gået og der er igen 365 dage til at lysene på kagen skal tændes.

Men hvad betyder det i virkeligheden, om man er et år eller to ældre? Selvfølgelig er der stor forskel på om du er 15 eller 18 eller 45, men der kommer alligevel til at gå lang tid før man kan mærke det og før man stopper op og tager sig selv i at være blevet ældre. Jeg vil faktisk hellere blive hjemme under dynen med en god film og et stykke kage end jeg gider ud og drikke cocktails… Hov, er hun ikke lidt for ung til at kalde sine veninder “skat”? Hvad?! Bliver fætter Victor 16 år denne her sommer?! Gud er hun OGSÅ gravid nu..

Tid er sgu en underlig størrelse. Og det er fødselsdag egentlig også.. Jeg kan godt mærke at jeg ikke længere har det samme forhold til gaver, som jeg havde da jeg var lille. Dengang glædede jeg mig til bare at flå papiret af, – nu skal mine veninder minde mig om at åbne dem fordi vi pludselig er godt igang med drinks eller et eller andet sjovt spil. Jeg synes faktisk at gaver er meget fine bare at have liggende og pynte. Når først man har åbnet dem, så forsvinder lidt af magien altså. OGSÅ selvom det måske er ting man virkelig har ønsket sig længe. Jeg tror bare at jeg efterhånden er ligeså glad bare ved tanken om at nogen har taget sig tid til at finde en gave til mig, end rent faktisk hvad der er inde i den. F.eks. vækkede min søde kæreste mig med morgenmad på sengen og nogle fine pakker. Men jeg var allerede så glad over at han forkælede mig, så selvom han havde købt præcis de ting jeg ønskede mig, så var glæden altså størst ved at han bare var der for at fejre mig.

Men nu er jeg altså 24. Og hvad der helt præcis følger med det, ved jeg ikke.

Da jeg var lille sagde jeg altid at jeg skulle have mit første barn når jeg var 25. Det var åbenbart gammelt nok i mit lille pigehoved. Nu har jeg en helt anden idé om hvad jeg skal hvornår, men sådan er det vel altid. Jeg føler mig stadigvæk som et voksent barn indeni, eller kalder man det en ‘barnlig voksen’?

Jeg er for gammel til at gide natklubber fyldt med 18-årige, men ikke for gammel til julekalender og 24 pakkegaver (der er min mor heldigvis enig). Jeg er for gammel til at sidde ved børnebordet, men ikke for gammel til at blive flov når familien pludselig joker perverst til julefrokosten. Jeg er for gammel til at få vasket tøj hos mor, men ikke for gammel til at brokke mig over at skulle betale overskydende SKAT og få hjælp af min far til forskudsopgørelsen. Jeg er for gammel til at spamme min kærestes FB-væg med lyserøde kærlighedserklæringer, men ikke for gammel til fejre Valentinsdag. Jeg er helt sikkert for gammel til mange ting, men helt sikkert ikke for gammel til mindst dobbelt så mange ting. Det må i virkeligheden være det vigtigste.

Skriv en kommentar

  • Tak skal du have @loupersson

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg elsker at komplimentere dem, som gør det godt. Det synes jeg klart, du gør (så det var lidt mere ros i din retning

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tusind tak for din søde kommentar Louise! Dejligt at høre at du kan relatere til det jeg skriver, det er lige præcis den slags kommentarer, som giver en lyst til at blive ved med at skrive ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er glad for at høre at du er enig Julie, for nej det skal den nemlig ikke! Min farmor er i 70’erne, men hun er stadigvæk den sidste der forlader alle familiefester

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fantastisk godt indlæg! Der er så mange ting, jeg kan relatere til

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror, du har fat i den helt rigtige ende. Alder er kun et tal, nogle har valgt at karakterisere – men det skal da ikke betyde, vi skal føle os hverken yngre eller ældre end vi gør! Tak, fordi jeg måtte læse med

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Ældre indlæg

Gendan dine nostalgiske toner på Spotify!