Hawaiidrømmen // 7. Så tæt på og så alligevel ikke – kommer vi så ikke afsted?

👉 Har du læst del 6 af Hawaiidrømmen? Ellers kan du finde den lige her: Hawaiidrømmen // 6. Har vi lige sat gang i visum-ansøgningen?

// Et skridt frem og to tilbage

Jeg har været så vanvittigt ulykkelig de sidste 48 timer. Tirsdag fik jeg besked om at min praktikplads på Hawaii var blevet afvist af visum-organisationen. Det er længe siden jeg har følt mig så slået ud. Det er helt vildt hvordan én enkelt mail, kan få hele ens fundament til at falde sammen – sådan føltes det i hvert fald. Hovedpinen og den manglende søvn er tilbage. Frustrationen er tilbage. Bekymringerne ligeså.

Mit praktiksted blev afvist alene af den grund, at de fysisk ikke har et skrivebord, hvor jeg kan sidde og arbejde. En bagatel, synes jeg egentlig, når man tænker på at mit arbejde jo meget ville være at skulle ud og filme på locations… Jeg ville ikke komme til at sidde særlig meget bag et skrivebord, men spørger man CIEE er det åbenbart grund nok til en afvisning.

Afvisningen gør mig virkelig ked af det. Først og fremmest har jeg kæmpet i rigtig lang tid for at få aftalen på plads. Dernæst er jobbet perfekt til mig, jeg tror virkelig at det ville være et drømmejob, som jeg kunne udvikle mig enormt meget i. Og så bliver de afvist på grund af noget, som for mig virker ubetydeligt. Desværre er der ikke så meget at gøre i sådan en afgørelse. Organisationen har meddelt at hvis praktikstedet kan finde plads til at lave en arbejdsstation til mig, vil de gerne genoverveje, men jeg tror bare ikke at praktikstedet kommer til at lave om i deres indretning…

// Hvad gør vi så?

Først brugte vi som sagt 48 timer på at være ulykkelige. Jeg indrømmer gerne at jeg græd mig selv i søvn natten til onsdag – for hvad kan man gøre? Det er ret meget ude af vores hænder og vi var så vanvittigt tæt på at det hele ville falde på plads. Derfor var jeg også helt utrøstelig det mest af dagen i går. Men der er selvfølgelig ikke noget, der skal være nemt. Og selvfølgelig skal der være udfordringer på vores vej. Masser og masser af udfordringer.

Så efter jeg havde grædt og C havde bandet helt vildt begyndte vi igen at kunne trække vejret. Vi havde nogle rigtig gode snakke med vores rådgiver fra Kilroy, som virkelig gør alt hvad han kan for at hjælpe os afsted. Sammen diskuterede vi nogle forskellige muligheder og efter vi har haft tid til at gennemgå hvad der er af løsninger, har vi fået modet lidt tilbage.

Jeg sendte naturligvis et hav af mails den nat, hvor vi lige havde fået beskeden. Jeg kontaktede virksomheder, jeg tidligere har været i kontakt med, men som ikke søgte nogen på daværende tidspunkt og så skrev jeg nogle nye ansøgninger. Et desperat forsøg på at skabe en eller anden form for bro til et nyt praktiksted.

Det er hammer svært. Udover at jeg var blevet rigtig glad for tanken om det job, der ventede mig på Hawaii, så er der nu et endnu større tidspres på os hvis vi skal nå det til august. Derfor har vi også kontaktet Cs praktiksted for at forklare dem om situationen og høre om de er den mindste smule fleksible ift. hans startdato. Det håber vi selvfølgelig at de er men hvis ikke er vi på r****.

// En bedre løsning?

Der findes løsninger og muligheder, man skal bare lede lidt efter dem. Først og fremmest vil jeg forsøge at finde en anden lønnet praktikplads. Derefter har vi talt om hvorvidt vores år på Hawaii vil være muligt at finansiere hvis jeg siger ja til noget ulønnet. I forvejen er det generelt svært at finde lønnet praktik i USA og der er mange om budet, så det var virkelig en kæmpe sejr, da vi fik vores aftaler på plads. Det bekymrer mig naturligvis også… Hvis jeg siger ja til noget ulønnet får vi det virkelig svært økonomisk og jeg ved slet ikke om det ville kunne lade sig gøre.

Og så er der en tredje løsning. En mulighed vi har diskuteret frem og tilbage både med hinanden men også med vores rådgiver fra Kilroy. Jeg vil ikke sige så meget om den på nuværende tidspunkt, vi mangler stadig at indhente lidt mere viden omkring den, men vi vidste faktisk slet ikke at den mulighed var der. På nogle punkter kan det næsten virke som en endnu bedre løsning end vores oprindelige plan, men der er mange ubekendte vi lige skal have sat os ind i.

// Tro, tro og bliv ved med at tro

Man må ikke stoppe med at drømme. Og man må ikke stoppe med at tro. Det er nok det vigtigste i alt det her. På den anden side af tårer og søvnløse nætter fik vi troen på at det nok skal lykkes tilbage. Vi har kæmpet så meget og længe for det her og nu ville være et dårligt tidspunkt at give op. Det kan fandme være svært nogle gange og det har overrasket mig lidt hvor hård en proces det alligevel har været indtil nu men vi vil stadigvæk gøre alt for at vores drøm bliver til virkelighed og vi bliver nødt til at se det her, som endnu et bump på vejen, som vi bare liiige skal have slæbt os selv henover.