Den Klassiske Brunsviger - snasket og grim, lige som den skal være!

Boligprojektet Dag 1 // En mindre murstenskrise

Vi har nu officielt slået det første hul i væggen og påbegyndt istandsættelsen af vores lejlighed. Det er vanvittigt spændende og det kribler i mig hele tiden for at lave noget nyt deroppe. Vi var heldige at få nøglerne et par dage før den egentlig dato og så bor vi jo på nuværende tidspunkt kun et kvarter derfra, så det er svært at holde sig tilbage.

So far har vi en mere eller mindre fast plan for hvilken rækkefølge tingene skal gøres i, men det er meget naturligt at der vil opstå bump på vejen, som vi må forsøge at arbejde os over eller udenom. Sådan et bump – og faktisk ét af de lidt større bump – stødte vi på allerede da vi brød gennem væven og indtil murværket af den ene væg i stuen…

I min nuværende lejlighed har jeg tapeseret den ene væg med noget utrolig flot murstenstapet. Ikke fordi jeg er pjattet med at have en “falsk” murstensvæg, men fordi jeg altid har drømt om en væg med sådan nogle fine rå rødlige mursten og byggeriet jeg bor i nu er lavet af beton. Derfor var det et af mine højeste ønsker for vores indflytning i den nye lejlighed, at vi fik blotlagt murværket på minimum én væg. Den var C heldigvis helt med på og vi besluttede os for at gøre det på den store væg i stuen, hvor vores sofa bl.a. kommer til at stå op af.

Et murstensprojekt i den størrelse er det første man skal i gang med fordi det sviner helt vildt, så det første “spadestik” var at banke hul i væven og blive bekræftet i at der altså nu engang var mursten inde bag ved. Det var der… Men…

På et split sekund forsvandt drømmen om min rødlige murstensvæg. Murstenene i det lille hul vi havde banket var nemlig grå! GRÅ?! Ikke brune, ikke røde, ikke gule, ikke beige – men grå… What the fuck.

Så det der skete var at jeg fik en mindre hjerneblødning. En meget lille en vel og mærke, men den var der og jeg kunne mærke den og på de få sekunder, der gik hvor ingen af os rigtig vidste hvad vi skulle sige, der trillede alle mine indretningsplaner for stuen lige forbi mine øjne og direkte ned i papirkurven. En grå væg… Det var slet ikke hvad vi havde regnet med eller håbet på.

Skuffelsen var kæmpe stor, men nu havde vi banket hul i væggen og murstensvæg ville vi jo have så vi var enige om at vi måtte fortsætte projektet, selvom det ikke ville blive helt som vi havde regnet med. Og vi begyndte da også hurtigt at tænke i kreative løsninger i forhold til farveskift i møbler og interiør. Vores gulv er temmelig lyst, så derfor var min første bekymring at gulvet, vores hvide møbler og den grå væg ville skabe et alt for koldt rum. Jeg havde ikke lyst til at gå på kompromis med alle møblerne og begynde at skifte alt ud med mørke tunge møbler, men jeg kunne helt klart se muligheder i at inddrage enkelte mørke elementer. Eksempelvis havde vi planlagt at vi skulle have en lys grå sofa – men ret hurtigt efter at have kigget på den grå væg, besluttede vi os for at vi da skulle have en marineblå istedet.Og egentlig havde vi så forenet os lidt med tanken om en grå murstensvæg da vi i løbet af de næste par timer fik os en kæmpe overraskelse.

Efterhånden som vi fik slået mere og mere væv og puds ned, kom de fineste RØDE MURSTEN frem fra sit skjul! “JACKPOT” har vi råbt hver gang vi stødte på en farvet mursten og lidt efter lidt var det både røde, grå, gule og brune mursten, der kiggede frem på os og det gav væggen et helt andet og virkelig fantastisk look! Jeg er SÅ lettet og lykkelig. Vores nye væg bliver alligevel ikke grå og kold, men varm og virkelig smuk.

Vi var i gang fra kl. 10-19 i går og fik banket næsten alt væv og puds ned. Væggen ser allerede super lækker ud, men der venter os et stort arbejde i at finpudse, feje, vaske og grunde i dag. Jeg kan godt mærke at jeg er øm i kroppen, men jeg kan næsten ikke vente med at få vores væg færdig.

Det er ikke meget vi er hjemme ved laptop’en, så jeg kan ikke love at jeg får skrevet herinde så meget som jeg gerne vil, men hold øje med min Instagram story @maleneroennest hvor jeg forsøger at holde jer opdateret på projektet!

Rigtig god mandag.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Ældre indlæg

Den Klassiske Brunsviger - snasket og grim, lige som den skal være!