Derfor vælger jeg træning over cafébesøg – det betyder træning for mig

Beklager det lidt slørrede billede – jeg var i fuld gang da C fangede mig off guard.

Jeg tænkte at jeg ville dele nogle af mine tanker omkring hvad træning betyder for mig, da det forhåbentlig kommer til at fylde lidt mere her på bloggen fremover. Måske tænker du at det er underligt at det ikke fylder mere allerede, når nu jeg giver udtryk for at det er så stor en del af mit liv, men sagen er den at jeg HADER at hive telefonen op ad lommen i fitnesscentret og skyde nogle billeder af mig selv, fuldstændig blottet for alle, der træner omkring mig. Og uden billeder, duer indlæg ikke (synes jeg). Kan du ikke bare låne nogle billeder fra nettet så? Jo, det kunne jeg da godt. Men lige når det kommer til træning, synes jeg at billederne skal være personlige (og så er jeg også en smule arbejdsskadet ift. mediejura, ups).

Now to the point!

Jeg kan ikke huske om der var noget specifikt, der kickstartede min interesse for fitness, jeg husker det bare som at jeg i en alder af 15 år begyndte at gå mere og mere op i at leve sundt. Og efterhånden som jeg blev ældre, voksede min interesse sig større og træning blev noget jeg glædeligt valgte til og det begyndte at fylde mere og mere. Jeg nød både at se og mærke resultaterne på og i min krop og jeg syntes det var utrolig spændende at sætte mig ind i hvordan muskler fungerer og hvad kroppen har behov for. Interessen blev til en lille kærlighed som jeg er blevet mere og mere afhængig af.

Jeg træner ikke fordi jeg har behov for at tabe mig – og det har jeg aldrig haft. Jeg har altid været rimelig “standard” (så sexet som det nu lyder) kropsmæssigt, så det var ikke dét, der fik mig til at stå tidligt op om morgenen for at nå at træne inden jeg skulle møde i skole. Selvfølgelig booster det selvtilliden når man pludselig føler sig stærkere og mere smidig, og vi kommer da ikke udenom at jeg bedre kan lide en røv, der sidder end én der hænger (hvem prøver vi at narre?). Jeg vil ikke smide “jeg træner ikke for at se godt ud”-kortet, for det er da en stor del af det (lad nu være med at påstå andet). Det er jo en fed bonus at kunne være med til at forme sin egen krop, som man gerne vil have den, men det behøver jo ikke at være det hele…

Personligt blev jeg bidt af den følelse, der spreder sig i kroppen når man er færdig med at træne og letheden (og ømheden) dagen derpå. Jeg har lært min krop at kende på helt nye måder og vi har lært at arbejde sammen, frem for at arbejde mod hinanden – min krop og jeg. Og jeg fandt ud af hvad der virker på min krop og hvad der får den til at føle sig godt tilpas. Alt det (styrken, følelsen og den fastere numse), blev mit drug og det er det, der får mig afsted.

Med jævne mellemrum møder jeg løftede øjenbryn hvis jeg siger nej tak til en hyggelig aftale, fordi jeg har planer om at skulle en tur i fitnesscentret. Det kan være en tirsdag aften efter arbejde eller en lørdag formiddag hvor den gennemsnitlige dansker hellere vil til brunch med familie og venner. Men jeg vil bare hellere i fitness – er det så galt?

Træning får min hverdag til at hænge sammen og mit hoved til at slappe af. Det er enormt kliché, men det giver mig overskud i en ellers virkelig presset hverdag hvor jeg har mange bolde i luften. Og så får det helt generelt min krop til at føle sig bedre tilpas, mindre tung og oppustet, friskere og mere energisk. Desuden har jeg nogle forskellige småskader hist og her, som brokker sig allermindst når jeg får trænet jævnligt. De ting kan jeg simpelthen ikke undvære og derfor har jeg valgt at prioritere træningen rigtig højt. Og derfor tilpasser jeg også mit sociale liv efter min træning – og ikke den anden vej rundt.

Nogle prioriterer cafébesøg med veninderne, nogle går til yoga. Nogle elsker at fyre den af hver weekend og erobre dansegulvet både fredag og lørdag. Min weekend starter i fitnesscentret.

Jeg er ikke fanatisk overhovedet. Jeg nyder ikke at træne hver eneste gang. Jeg overholder ikke altid mine egne træningsaftaler. Nogle gange regner det udenfor og så bliver jeg under dynen. Og nogle gange er jeg så smadret efter arbejde at jeg slet ikke orker så meget som at tænke på træning. Der er mange andre ting jeg går op i udover min træning og jeg spiser mere kage end jeg spiser kylling og broccoli. Men jeg ELSKER at træne når først jeg er dernede og jeg ELSKER min beslutning om at træne, når jeg efterfølgende er færdig. Jeg tror aldrig at jeg er gået sur hjem fra træning – det er altid med et bredt og for det meste udmattet smil i ansigtet. Det er det træning betyder for mig.